top of page

FriRummet: Projekt for familier i mistrivsel

Gratis healingsforløb til børn og unge i mistrivsel/skolevægring OG deres forældre

FriRummet er et projekt, hvor der i et samarbejde mellem Rebecca Holm og Elmely - Holistisk Hus tilbydes gratis healingsforløb til både dig og dit barn. 

At have et barn, der ikke trives - og måske slet ikke går i skole - sætter sit aftryk i alle hjørner af vores familieliv. Følelserne, frustrationerne, magtesløsheden, reglerne, rammerne, møderne. Vores systemer er fyldte, og på vores indre kompas er nålen måske knækket. 

Ord som fravær, fraværsmøder, PPR-møder, "op i fuld tid", socialrådgivere, familiegrupper, indberetninger osv. osv. er pludselig blevet den overskyggende energi i vores familieliv. I vores barns liv. Dét, der fylder, og dét, vi agerer efter.

 

Det kan være altopslugende. Enerverende. Især fordi, der ofte går langt tid, før vi bare møder en snert af reel hjælp. Måske gør vi slet ikke. 

Alt, vi kan se, mærke og føle - uanset, hvor vi befinder os i "forløbet" - er, at vi har et barn, der ikke trives. Barnet distraheres, forstyrres og stresses i hele sit system. Livsgnisten forsvinder mere og mere, og både sorg og en følelse af magtesløshed tager til.

 

Derfor har vi valgt at udbyde dette tilbud til netop jer. Et tilbud, der INTET har med fravær, skolegang, manglende motivation, PPR eller lignende at gøre. Her handler det kun om JER. Om at trække stikket for en stund og få ladet batterierne op.

FriRum2.jpg

Healing af barnet/den unge

Her handler det om barnets energi. Om balancering af dets nervesystem. Om at give barnet/den unge en pause. En pause i tankerne. En pause i nervesystemet. En pause fra forventninger, forklaringer og frustrationer. Her får barnet bare lov at være. Det modtages, mødes og "ses" præcis, hvor det er lige nu. 

Gennem healingen får barnet/den unge genetableret kontakten til sig selv og frigøres samtidig for unødvendig bagage (energi), det bærer rundt på og har samlet op gennem tiden. 

Barnet styrkes indefra og får stille og roligt mere plads til at være sig selv. Præcis, som det er. Præcis, som det skal være.

Forløbet kan vare op til 3 gange. Det allervigtigste er dog, at barnet SELV har lyst. For én gangs skyld skal der være noget, barnet helt selv må bestemme.

Healing af dig som forælder

Denne pause er skræddersyet til DIG. Her skal intet gøres. Her er intet, du skal præstere eller være. Her forventes intet af dig. 

Dette er et følelsesmæssigt, åndeligt og mentalt frikvarter, hvor DU lader op. 

En stille stund, hvor du styrkes indefra. Styrkes til at stå endnu stærkere i dig selv, og hvor du samtidigt får hjælp til at løsne og frigive følelsesmæssig og mental bagage, som har lagt sig som en tung dyne over dig og din indre velvære. 

Forældres healingsforløb er op til 3 gange og foregår uafhængigt af barnets eventuelle forløb. 

 

Der er sat 1 ½ time af til hver gang. Udover healingen er der plads til samtale, både for barnet og for den voksne.

FriRum1.jpg

Sådan får du en plads på et forløb

Hvis du tænker "JA TAK - det er lige præcis, hvad vi trænger til!", er det bare med at få ansøgt om en plads på et forløb for enten dit barn, dig selv eller jer begge.

Ansøgningsprocessen er hurtig og enkel og kræver blot, at du sender en mail til Rebecca Holm på frirummet@rebeccaholm.dk. I mailen skal du skrive, om du ønsker et healingsforløb til dit barn (barnet skal have indvilget i dette), til dig selv eller til jer begge. Derudover må du også meget gerne tilkendegive, om du kunne være interesseret i at mødes med andre forældre "i samme båd", hvis/når der oprettes et tilbud med denne mulighed.

Du bliver kontaktet kort efter med besked på, om du/I har fået en plads med det samme eller er kommet på venteliste. Derefter aftales præcis tid for forløbets start og praktikken omkring opstart og videre forløb.  

Healingen bliver udført af Rebecca Holm og foregår i Elmelys skønne og rolige lokaler på Lindholmsvej 24 i Nørresundby. Der er mulighed for forløb på tirsdage og torsdage.

Rebecca arbejder som healer, er også uddannet pædagog, men vigtigst af alt har hun selv været igennem et 5 år langt mistrivsels- og skolevægringsforløb med sin nu 15-årige datter. 

På egen krop har hun oplevet at være i "systemet", mærket frustrationerne, magtesløsheden, sorgen og stået alene med en pige, som ikke længere ønskede at leve, og som var så overbelastet i sit system, at hele kroppen bare "bimlede og bamlede" af diverse belastningsreaktioner og symptomer. 
 

Derfor ligger det hende også særligt på hjerte at gøre en forskel for disse børn - OG jer forældre. Hvor alt det, der fylder, og dagene hurtigt handler om, bliver trukket ud af ligningen.

Rebecca.jpg

FIND ELMELY

Lindholmsvej 24,

9400 Nørresundby

CVR: 46267621

KONTAKT ELMELY

kontakt@elmelyholistiskhus.dk

+45 28 11 50 81

+ 45 28 25 78 16

© 2026 Elmely - Holistisk Hus

bottom of page